permalink

3

Husk god karma

Funktionelle lidelser

Forskningsklinikken for funktionelle lidelser har løbende ændret deres retorik. Det kan skabe en del forvirring. Hvad siger de egentlig?

Her belyser jeg det helt centrale ord “funktionel” ud fra klinikkens egen brug af det.

Inden længe kommer det efter planen til at indgå i titlen på en klinisk vejledning fra Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), og medierne anvender det typisk som om, det var en eksisterende og anerkendt diagnose.

Forskningsklinikken anvender det i flere sammensætninger: Funktionel lidelse, funktionel sygdom, funktionelle syndromer og funktionelle symptomer.

På forskningsklinikkens hjemmeside definerer de funktionelle lidelser på denne måde:

“En funktionel lidelse er en sygdom, hvor man er belastet af fysiske gener, som gør det svært at fungere i dagligdagen. Man kan forstå det som en tilstand, hvor hjernen og kroppen er overbelastet og ikke fungerer normalt.”

Funktionel henviser altså til, at der er noget galt i funktionen – at noget ikke fungerer normalt.

Synonym for somatisering, somatoform og psykosomatisk

I en artikel i Ugeskrift for Læger d. 14. juni 2010 (Ugeskr Læger 172/24) med titlen “Ny fælles diagnose for de funktionelle sygdomme” skriver professor Per Fink, seniorforsker Marianne Rosendal, læge Marie Lyngsaae Dam og 1. reservelæge Andreas Schröder, at “Fysiske symptomer uden sikker diagnose er meget hyppig i alle kliniske sammenhænge”, og de angiver så, at ca. 10% af disse patienter, har længerevarende symptomer, der medfører funktionsnedsættelse for patienten.

De skriver endvidere, at “Der anvendes mange forskellige betegnelser for fænomenet, f.eks. medicinsk uforklarede symptomer, psykosomatisk sygdom eller somatisering”.

Efterfølgende gør de opmærksom på, at mange af disse begreber har negativ medbetydning, og at de opleves som stigmatiserende. Herefter skriver de så: “Vi vil her anvende betegnelsen funktionelle eller idiopatiske symptomer og funktionel sygdom som rent deskriptive begreber”.

Der findes ikke et “derfor” i sætningen, men ud af konteksten kan man forstå det sådan, at de foretrækker idiopatisk og funktionel, fordi det er mere neutrale begreber.

I det lys kan man måske også forstå, hvorfor forfatternes arbejdsplads ikke længere hedder Forskningsklinikken for funktionelle lidelser og Psykosomatik, som den gjorde, da de skrev artiklen.

Længere fremme i artiklen skriver forfatterne at “Funktionel sygdom klassificeres i psykiatrien under de somatorme tilstande” – altså forskellige former for såkaldt somatisering.

Indtil videre kan vi altså konkludere, at funktionel lidelse og funktionel sygdom er synonymer for bl.a. psykosomatisk sygdom, somatisering og den psykiatriske diagnosekategori “somatoforme tilstande”, og at de ansatte ved forskningsklinikken selv forstår “funktionel” som neutralt og deskriptivt på den måde, at det henviser til en funktionsnedsættelse.

Inkluderer fysiske sygdomme på tvivlsomt grundlag

Læger ved forskningsklinikken foreslår imidlertid ikke bare en mindre belastet betegnelse for den helt korrekt omdiskuterede og kritiserede diagnosekategori for somatoforme tilstande. De også ønsker denne udvidet med en række velbeskrevne fysiske sygdomme.

Ifølge ovennævnte artikel er bl.a. bækkenløsning, fibromyalgi, kroniske lændesmerter, ME (CFS/kronisk træthedssyndrom), kæbeledsdysfunktion, duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS) og whiplash-relateret tilstand også funktionelle lidelser/somatoforme tilstande, og de betegnes som “funktionelle somatiske syndromer”.

Jf. ovenstående betragter forfatterne altså en lang række fysiske sygdomme som somatoforme tilstande eller psykosomatisk sygdom.

De argumenterer for, at medicinske diagnoser for ovennævnte og en række andre sygdomme, simpelthen er opstået pga. manglende accept af den somatoforme diagnosekategori.

Aha! Fordi læger og forskere ikke accepterer de psykiatriske diagnoser på dette område i deres nuværende form, har de simpelthen opfundet nogle fysiske sygdomme. Per Fink, Marianne Rosendal, Marie Lyngsaae Dam og Andreas Schröder har altså kendskab til, hvilken drivkraft der ligger bag deres kollegers biomedicinske forskning. Det må jeg nok sige.

Som argument for at disse mange sygdomme skulle være funktionelle/somatoforme anfører de desuden, at der mellem flere af dem findes store overlap. Det er jo korrekt, men det gælder f.eks. også for forskellige gigtsygdomme, og forskellige former for cancer. Det gør jo ikke disse sygdomme til somatoforme tilstande. Eller?

Endelig argumenterer de med, at det er fælles for disse diagnoser, at de er eksklusionsdiagnoser baseret på subjektive klager og provokerede kliniske fund og ikke på objektive kliniske eller parakliniske fund.

Til det er der for det første at sige, at enhver sygdom jo er uden objektive fund indtil det øjeblik, hvor man ved, hvad man skal lede efter.

For det andet er argumentationen karakteriseret af et totalt fravær af inddragelse af de omfattende biomedicinske forskningsresultater, der f.eks. i en alvorlig sygdom som ME dokumenterer talrige fysiske fund i forhold i forhold til bl.a. infektioner, immunforsvar, energiproduktion på celleniveau, ernæringsmæssige mangler o.m.a., ligesom årtiers kliniske erfaring blandt læger, der har specialiseret sig i de sygdomme, jeg under et vælger at kalde multisystemsygdomme, heller ikke nævnes med et ord.

Konklusion

Begreberne funktionelle lidelser og funktionel sygdom er en reformulering af begreberne psykosomatisk sygdom, somatisering og den nuværende diagnosekategori somatoforme tilstande, og de indebærer en udvidelse af denne til også at omfatte en række velbeskrevne sygdomme med egne medicinske diagnoser, som antages at være udviklet på baggrund af manglende accept at den somatoforme diagnosekategori.

En høj pris

Så indtil den dag, hvor den internationale biomedicinske forskning finder frem lige netop de biomarkører og lige netop de tests, der kan tilfredsstille den konventionelle medicin, medicinalindustrien og andre interessenter, da må et stigende antal mennesker som jeg selv finde kreative veje og huller i systemet for at få udredt og behandlet vores sygdom.

Alternativt vi må affinde os med den totalitære magtudfoldelse, det er, når det offentlige sundhedsvæsen, private alment praktiserende læger og det sociale system er givet bemyndigelse til at idømme fysisk syge mennesker psykiatriske diagnoser og et liv med ubehandlet eller fejlbehandlet sygdom. Fejlbehandling, der i nogle tilfælde koster lang- eller livsvarig sygdomsforværring.

Patienterne betaler altså prisen i form af voldstolkning, diskrimination og ulevet liv og i sidste ende måske dødsfald. Men ubehandlet og fejlbehandlet sygdom er også dyrt for samfundet, og det kan indenfor overskuelig tid blive meget dyrt for den danske lægestands internationale omdømme.

I artiklen, jeg har henvist til her, introducerer lægerne fra forskningsklinikken i øvrigt deres forskningsdiagnose bodily distress syndrome som en underdiagnose til funktionelle lidelser. Mere om i et senere indlæg.

3 kommentarer

  1. Tror det er godt at de fejer både de psykiske somatiske og det fysiske under nyt navn. Da vi som virkelig har alle de stress fysiske symptomer uden at have en psykologisk diagnose er glade for at kunne blive forstået. Jeg humper mig gennem hverdagen og har gjort i 17 år og jeg har fået fibromyalgi og søvn apnoe og for lav stofskifte og piskesmæld, men det er jo fint hvis det hele kan komme under funktionelle lidelser, da der jo ikke er andre farlige sygdomme , jeg er jo undersøgt overalt!!! Men bøvler med storcenter konstant smerter og et pres fra omgivelser og mange forskellige symptomer som ikke har nogle præcise diagnoser. Så er det det i det at alle mine ovennævnte sygdomme eller lidelser går igen ved så mange at jeg gost kan se det går igen og igen og når man er blevet undersøgt i mange år uden at finde noget. Ja så er det jo ikke felbehandling eller forkerte diagnose, tværtigmod kam der give ro for jobcentre, en selv og så få det hjælp til de funktionelle symptomer man har for at få det bedste ud af livet. Men selvfølgelig skal man jo ikke stille diagnosen før alt er udelukket osv. Men os som har været igennem hele mølle. Er en stor hjælp;-) tak..

  2. Kære Majbritt

    Tak for dit bidrag. Det gør mig virkelig ondt, at du er så syg og har været det så længe.

    Jeg har stor forståelse for og kan godt genkende den problematik, du rejser, vedr. forståelse. Jeg finder det imidlertid absurd og personligt mareridtsagtigt, at man skal acceptere, at man har en neurose for at blive mødt med anerkendelse, når der findes så megen biomedicinsk forskning og klinisk erfaring, der dokumenterer, at disse multisystemsygdomme er fysisk/organiske sygdomme. Samtidig er det i bund og grund en form for falsk anerkendelse, hvor vi frarøves virkeligheden og værdien af vores erfaringer og kendskabet til egen krop og psyke.

    Endvidere er det ikke helt korrekt, at der ikke er tale om farlige sygdomme.

    Eksempelvis kan både ME og kronisk borreliose i yderste konsekvens have dødelig udgang, og begge sygdomme kan føre til livslang indvalidering af et omfang, hvor man må ligge i et mørkelagt rum og er helt afhængig af andre evt. også sondemad.

    Desuden er der risiko for, at man, når man først har fået en diagnose, der kort fortalt går ud på, at kroppen er i en kronisk stresstilstand og at symptomperceptionen er forvrænget, ikke vil blive taget alvorligt, hvis man får andre alvorlige sygdomme. For så kan hverken lægen eller patienten jo stole på patientens symptomer vel? Jeg har selv oplevet det to gange.

    Fortsættes efter en mindre pause… :)

  3. Endelig kan især nogle ME patienter tage lang- og måske livsvarig skade af motion (det har jeg selv oplevet), og nogen tåler ikke psykofarmaka.

    Noget af det værste er imidlertid, at de fleste konventionelle læger fortæller os, at vi er undersøgt overalt, som du skriver.
    Det er korrekt, at der endnu ikke findes én biomarkør, der kan tilfredsstille den konventionelle medicin og dermed dennes krav til en diagnose for hver af disse sygdomme.

    Men det indebærer ikke, at der ikke kan laves relevante undersøgelser og gives behandling, der kan hjælpe, og det indebærer ikke, at der ikke findes forskning, der ret præcist kan beskrive og afgrænse disse sygdomme.

    Med mindre du er undersøgt i udlandet, så forestiller jeg mig ikke, at du f.eks. er blevet undersøgt for, om du har tilstrækkeligt af det aktive stofskiftehormon T3 på celleniveau. Den nu afdøde amerikanske læge John C Lowe har med succes behandlet mange fibromyalgipatienter på denne måde.

    En anden amerikansk læge Jacob Teitelbaum, der har specialiseret sig i disse multisystemsygdomme og arbejdet med det i 30 år, har erfaring med, at naturligt bioidentisk stofskiftehormon, der ifølge ham og patienterfaringer tilgængelige på Internettet tåles og omsættes meget bedre af mange, der ikke får tilstrækkeligt udbytte af ren syntetisk T4, sammen med B6 vitamin kan afhjælpe hævelserne og dermed smerter i nakken fra whiplash. Den erfaring deler jeg i øvrigt selv.

    I bund og grund så tænker jeg, at det handler om to ting:
    Vores mange symptomer kan oftest ikke rummes i den konventionelle lægeverden, og desuden ved de ofte ikke, hvad de skal lede efter.

    Eftersom det netop er multisystemsygdomme, er der tale om mange ting, der spiller sammen i en kompleks helhed, og det er ikke alt, der er lige relevant for os alle. Men det kan bl.a. være: Skjulte infektioner, svampe-/gærinfektioner eller bakteriel overvækst i fordøjelsessystemet, defekt energiproduktion helt ned på celleniveau, lavt niveau af stofskiftehormon, kønshormoner, binyre (bark) hormoner (eller for højt også f.eks. pga. inflammation), svækkede afgiftningsevner, “forgiftninger” med toxiner fra bakterier, vira og svampe, tungmetal m.m. ernæringsmæssige ubalancer, immunforsvarsdefekter og flere andre ting.

    Den søvnforstyrrelse, der oftest følger med, kan som flere af de andre nævnte ting behandles effektivt for de fleste af os, og det er helt afgørende for at kroppen kan restituere.

    Jeg mener både som patient og psykoterapeut, at man med fordel kan tage sig alle de ting, der kan bidrage til, at man kan blive rask og få det bedre, og det kan for nogen indebære psykoterapi, som jeg mener der bør være tilbud om på linje med somatisk behandling.

    At fortælle os, at vi bliver nødt til at acceptere en psykiatrisk diagnose endda på trods af, at disse sygdomme kan behandles, for at møde anerkendelse, og at lære os og vores læger, at det er sygdomsvedligholdende og forværrende at have et fysisk fokus, mener jeg imidlertid er dybt uansvarligt og livsødelæggende.

    I det mindste bør vi have et valg – for at der er tale om en neurose, der skal behandles i psykiatrisk regi, er blot en hypotese.

    For god ordens skyld, så henviser jeg til min disclaimer. Alt her er skrevet ud fra en patientsynvinkel, det er alene generelle betragtninger, og jeg henviser til de læger, der har specialiseret sig i det her.

    Jeg ønsker dig al mulig held og lykke, og aktivitetstilpasning og fjernelse af det pres, der på flere planer truer os på vores eksistens, er under alle omstændigheder vigtig for os alle.

    God vind!

Skriv et svar

Feltermarkeret med* skal udfyldes.