permalink

2

Husk god karma

Noget om introjektioner: Er det rigtigt for dig?

Fej det væk, børst det af…

Når man er alvorligt syg og måske udmattet helt ud i hver eneste celle, omtåget med brain fog og med ulidelige smerter, mens man ser livet glide ud mellem fingrene, og tårerne triller ned af kinderne i afmagt, kan man let komme til at lade sig pådutte noget.

Syg og desperat efter noget, der hjælper, kan man let komme til at overtage andres synspunkter uden at få taget stilling til, om det, de siger, er rigtigt for en, og det bliver ikke bedre af, at de fleste af os er opdraget til at være høflige og ikke stikke næsen for langt frem. Måske har det kunnet koste vores mest betydningsfulde relationer, hvis vi gjorde det?

Det bliver heller ikke bedre af, at de fleste af os er opdraget til, at lægen notorisk har mere ret end vores krop og vi selv, og af at velmenende medpatienter og behandlere ofte har en mening om, hvad der er godt for os.

Hvad mærker DU? Og hvad synes DU?

Den rå og ubarmhjertige virkelighed er imidlertid den, at ingen kan pådutte os noget, med mindre de bruger vold. Det er os selv, der lader det ske. Det er råt, men det er også befriende, for det betyder, at vi i sidste ende selv er herre over, hvad vi vil tage ind, og hvad vi vil spytte ud igen – hvad vi vil udsætte os for.

Det er imidlertid ikke helt til at undgå, og det er, når vi er allermest pressede, at vi lettest falder tilbage i gamle mønstre og forsvar. Heldigvis kan man vende tilbage og starte forfra, og har man ladet nogen dutte noget på sig, kan man børste det af, når man opdager det. Var det godt for mig? Nej? Væk med det!

Det gælder (sommetider helt bogstaveligt) om at få smagt omhyggeligt på tingene og om kun at sluge det, der er godt for en. Det gælder at mærke omhyggeligt efter og tage stilling til, hvad man synes.

Og så gentager jeg: Det kommer nok alligevel til at ske igen, og så må man vende tilbage, og tage tråden op igen.

Jamen lægen sagde jo!

For ca. 1½ måned siden lod jeg en praktiserende læge pådutte mig, at jeg skulle standse det meste af min behandling, der vedrører immunforsvar og infektioner. Det gav god mening i forhold til at få de bedste resultater af nogle undersøgelser, som jeg endelig kunne få, og det blev ikke lettere af, at mange var enige med ham.

Man kan sige, at en del af mig, kom til at holde med ham og alle dem, der gav ham ret, og den del gav jeg efter for.

Men ingen andre end mig har jo erfaret på lige netop min krop, hvor syg jeg bliver af at standse den del af behandlingen, og ingen andre end mig har erfaret på lige netop min krop, hvor syg jeg bliver, når jeg så genoptager den. Men det blev jeg. Ganske forfærdeligt syg.

I øvrigt er der heller ingen der siger: “Det må du sgu undskylde. Lad os få dig indlagt, så vi kan få det her ordentligt udredt”. Og selv om der var, så kunne jeg langt fra være sikker på at være i gode hænder.

Heldigvis opdagede jeg, hvad der var sket, og jeg stoppede midlertidigt med antibiotikaen for så forsigtigt at genoptage og optrappe behandlingen. Endelig fik jeg kastet det sidste op, som jeg var kommet til at sluge, og endelig fik jeg børstet det sidste af, jeg havde hængende på mig.

Der er selvfølgelig ingen rimelighed i, at alvorligt syge og derfor sårbare mennesker, skal lære det her på den hårde måde, og det kan måske syne så grotesk, at man ikke tror, det er virkeligt.

Det er imidlertid, hvad jeg oplever, og jeg tror, det er nødvendigt, for at man kan bevare sig vel. God vind!

Man kan læse om baggrunden for lægebesøget her.

2 kommentarer

  1. Jeg lægger lige min FB-kommentar her også:

    Da jeg kom til skade i 2004, kom det til at påvirke hele mit liv.

    Samfundets dom over mig faldt nemlig næsten øjeblikkelig, og ingen tog mig alvorligt, selv om jeg havde voldsomme smerter konstant og selvfølgelig var meget påvirket af det.
    Jeg arbejdede på en fabrik (og var glad for det), da jeg kom til skade – det var et arbejde jeg selv havde valgt, da det levede op til de krav jeg stillede til mit arbejde på det tidspunkt. Lønnen var god, samarbejdet med kollegerne fungerede fantastisk og selve arbejdet var en udfordring som jeg var glad for at være en del af.
    Alligevel dømte samfundet mig som én af dem der ikke gider bidrage til samfundet, og kun vil rage til sig fra de offentlige kasser.
    Jeg var udsat for et massivt pres i fire år, førjeg til sidst brød sammen og tog imod de lykkepiller som alle mente var det der skulle til for at få mig på arbejde igen. Alle var jo enige, og deres syn på mig, gjorde mig til sidst så mør, at jeg begyndte at tro at jeg måske ikke kendte mig selv så godt i virkeligheden, som jeg gik og troede. Da jeg brød sammen med stress, var pillerne det eneste det offentlige kunne/ville tilbyde mig som hjælp. På smerteklinikken fremstillede man det som om at jeg havde brug for lykkepiller, for at komme videre, og på Jobcenteret blev det hurtigt et krav at jeg skulle have psykofarmaka, ellers kunne man ikke ha’ mig i systemet. Jeg har kæmpet for at komme af med lykkepillerne lige siden, men er blevet fastholdt i brugen af dem, af inkompetente sundhedspersoner og Jobkonsulenter med alt for stor magt.
    De lukkede min hjerne næsten totalt ned i 4 år, og jeg havde ikke en chance for at gøre noget som helst ved det – mine evner til at læse og skrive forsvandt i takt med at lykkepillerne fik herredømmet over min hjerne. Jeg var simpelt hen ikke i stand til at forstå hvad jeg læste, og endnu mindre var jeg i stand til at sætte ord sammen på papir.
    For ca. ½ år siden, blev jeg nødt til at tage ansvaret for mig selv tilbage, jeg ved ikke hvordan jeg fik overskuddet til det, men det lykkedes – jeg kom af med lykkepillerne og nu begynder jeg at være glad igen, bortset fra at jeg nu har indset at jeg nok er oppe mod nogle kræfter, med en magt, som man ikke kan forestille sig noget om, hvis man ikke har været i systemet selv.
    Jeg anede ikke noget om funktionelle lidelser og det menneskesyn, der ligger til grund for behandlingen af alvorligt syge mennesker, jeg troede man satte mig i en håbløs situation fordi man ikke vidste bedre, men jeg skal love for at jeg er blevet klogere.
    Jeg er blevet udstødt af samfundet, og bliver behandlet som en paria, med det ene formål at en masse mennesker kan tjene penge på at trække mig rundt i manegen, så de alle kan få deres bid af kagen.
    Jeg mener selv at det hele startede da jeg kom til skade, og fik sociale problemer som jeg ikke kunne overskue fordi jeg havde konstante smerter. Samfundet mener at jeg altid har været tosset i hovedet, og at mine påstande om fysiske skavanker, kun er hjernespind, som bestyrker dem i deres opfattelse af mig.

    Det er en håbløs situation at stå i, men heldigvis opdager jeg mere og mere for hver dag der går, om hvordan vi alle risikerer at blive ført bag lyset, hvis vi er så uheldige at komme i kløerne på sundhedsvæsenet, og heldigvis er mange mennesker med lignede historier allerede begyndt at råbe op.

Skriv et svar

Feltermarkeret med* skal udfyldes.