permalink

0

Husk god karma

Findes psykosomatisk sygdom?

Er det psykosomatisk? Han har nok i hvert fald også en virus…

“Tror du slet ikke, der findes psykosomatiske sygdomme?”, spurgte en klog veninde mig i går.

Mnjøøøh… Nej, det tror jeg faktisk ikke. Ikke sådan i sin rene form i al fald måske med undtagelse af nogle få helt særlige tilfælde, hvor det kan ske, at man f.eks. lammer sig, bliver stum eller tilsvarende som et forsvar for en stund eller i en længere periode.

Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke tror, der findes psykosomatik. Grundlæggende tror jeg bare ikke på det som en diagnose. Jeg hælder mere til Gretty Mirdals tænkning og citerer her et måske mindre kendt uddrag af konklusionen på på hendes artikel fra 1999: “Mellem sundhed og sygdom: refleksioner over somatisering”:

Begrebet somatisering kan bruges både som betegnelse for den proces,  hvormed psykologiske belastninger og spædningstilstande kan forstyrre organismens funktioner, og som diagnostisk kategori. Mens “somatisering”  i den første betydning, dvs. forstået som proces, forekommer klinisk såvel som teoretisk meningsfuld, synes somatiseringsbegrebet anvendt som diagnostisk kategori at være utydeligt. Jeg mener, at diagnosen er for omtvistet, for dårligt defineret,  og dertil pinefuld og risikofyldt for de mennesker, der får den.  Jeg tror, at man om 30 år vil undre sig over, at den diagose nogensinde er blevet brugt.”

Jeg tror altså ikke på, at forklaringen på det, vi endnu ikke kan forklare, ikke ønsker at undersøge eller ikke ønsker at inddrage pga. personlige præferencer eller af andre årsager pr. definition er somatisering eller psykosomatisk sygdom. Det opfatter jeg som en absolut og grandios tænkning: “Vi ved præcis, hvad du fejler”, foreslår lægerne på Forskningsklinikken for funktionelle lidelser (og psykosomatik – som de hed tidligere), at man siger til patienterne. Aha!

Men mennesker døde jo af sygdomme, der i dag er grundigt forklarede, før vi netop kunne forklare det. Det er en del af menneskelivet. Et vilkår. Det vi ikke ved, er så meget større end det vi ved, og det blive måske lettere at håndtere, når vi sætter det på en formel, men den gør det ikke mere sandt. Det er et spørgsmål om tro.

Og det jeg tror, er at sygdom har mange forskellige årsager, som hænger sammen i et komplekst samspil: Genetiske faktorer, miljømæssige faktorer som slid og forgiftninger, ernæringsmæssige ubalancer og også psykiske sårbarheder, som er opstået på baggrund af uforløst sorg, uforløste traumer, stress, tidlige svigt og meget andet.

Jeg forstår altså psykosomatik som en faktor, der kan gøre sig gældende i al sygdom på linje med mange andre faktorer. Dvs. at psykosomatik kan spille en rolle også i de mest velforklarede sygdomme. Jeg forstår mennesket som et hele af krop, sind og ånd.

Men man kan blive så forblændet på en ide og sin forklaringsmodel, at man hverken ser kollegers forskning eller sin patient men i stedet sin egen ide: “Der er ikke noget galt ude i organerne, der er ikke noget galt ude i organerne, der er ikke noget galt ude i organerne…”.

Og det kan komme til at koste dyrt. Hvis en TERM-læge f.eks. ikke kan eller vil se hverken sin patient eller den videnskabelige dokumentation for defekt energiproduktion helt ned på celleniveau og anstrengelsesudløst udmattelse hos en ME-patient, der kan tage fra dage til uge eller at komme over, så kan det blive fatalt. Hvis en patient tvinges til at deltage i aktivering eller et forløb på Forskningsklinikken f.eks., kan det betyde langvarig og måske varig forværring. Det har jeg selv oplevet to gange.

Så at det, der endnu ikke lige kan forklares, så det passer ind i den konventionelle medicins forståelsesramme, skulle være ensbetydende med psykosomatik som diagnose, svarer til at tørre sin egen forestilling og manglende viden af på patienten, og det er fuldstændigt uhørt, i en relation, der indebærer såvel formel som uformel magt og meransvar.

Så hold venligst op med det tak!

Vi har brug for forskning, udredning og integreret behandling! Nogen måske for psykoterapi, hvis vi selv vælger det og har lyst, og det reelt er psykoterapi og ikke krav om introjektion af forestillinger, som vi får fortalt, at vi skal sluge for at blive raske. Så skal vi jo bare i terapi igen for at finde styrken til at brække os!

Så jo. Jeg tror på, at psykosomatik findes. Men jeg tror ikke på, at det er den korrekte fællesbetegnelse for alt det, vi endnu ikke forstår og det, den konventionelle lægeverden ikke ønsker at forholde sig til.

Skriv et svar

Feltermarkeret med* skal udfyldes.