permalink

0

Husk god karma

Svar til regionsrådsmedlem Jacob Isøe Klærke

Regionsrådsmedlem og medicinstuderende Jacob Isøe Klærke (SF) har kommenteret på bl.a. det indlæg, jeg skrev som reaktion på hans kommentar vedr. såkaldt funktionelle lidelser i Facebookgruppen “SF – støtte og debat”.

Idet jeg fortsat ikke er blevet optaget som medlem af gruppen, må jeg igen lægge mit svar her, og jeg kan ikke linke direkte til tråden.

Jacob Isøe skriver:

“Det er fint, at nogle vil fortolke hvad jeg har skrevet i et andet forum. Det skal I have lov til. Diskussionen af funktionelle lidelser, deres behandling og en gruppes indædte modstand er ikke ny. Så jeg vil begrænse mig til at kommentere her.
Ift. at læger ikke kan finde årsag til personers symptomer bliver dette ikke automatisk til en funktionel lidelse. Den lægelige betegnelse er idiopatisk, som betyder uden kendt årsag.
Sundhedsvidenskaben accepterer derved altså, at man ikke ved alt. Min opfattelse er i virkeligheden at den generelle holdning er at vi ved meget lidt.
Diskussion om udredning eller ikke er ikke sort-hvid. Udredning er et kontinuum, som starter i samtalen med patoenten. Afvejningen ved mistanke om funktionel lidelse er hvornår, sandsynligheden taler for at der ikke er anden årsag og vægtet ift. patientens lidelse. Udredning og undersøgelser medfører alle tanker, ængtelse og for nogle risiko for skader og bivirkninger.
I eksemplet med kræft, som en bragte frem er vores sundhedsvæsen indrettet med kræftpakker som sikrer en hurtig og struktureret udredning ved mistanke, dels gennem de almindelige organsprcifikke pakker og dels gennem pakken for uspecifikke symptomer der kunne være kræft. En af udfordringerne er dog stadig, at nogle henvender sig for sent til lægen. Udover at den lægelige vurdering ikke er ufejlbarlig.
Mine bemærkninger om, at psyke og krop hænger sammen har ophav i at jeg har en bio-psyko-social opfattelse af sygdomsårsager og deraf også deres behandling. Deri indgår for mig også, at en vigtig del af behandlingen uanset årsag, er at nedbringe patientens bekymringer.
Og nej, jeg har ikke læst Illusteret videnskab.
Så er der vist ikke mere for mig, at koge suppe på.”

Mine kommentarer

Nu er det jo sådan, at det er ganske vanskeligt at komme til at stille direkte spørgsmål, idet jeg ikke har fået optagelse i den i øvrigt åbne gruppe. Jeg vil allerhelst i direkte dialog, men jeg tillod mig derfor alternativt at lave en saglig analyse af Jacobs Isøes udsagn, idet han har stor indflydelse som regionsrådsmedlem og senere som læge direkte magt over menneskers liv bl.a. i form af adgang til udredning eller mangel på samme. Endvidere er hans udtalelser eksemplariske for den del af den danske lægestand, der agiterer for disse synspunkter og hypoteser. Derfor får de min opmærksomhed.

Om manglende fysisk årsag til sygdom

Jeg er oprigtigt glad for, at Jacob Isøe bringer begrebet idiopatisk på banen. Men betyder det så, at vi kan være sikre på, at han mener, at patienter med diagnosen “funktionel lidelse” i virkeligheden kan tænkes at have en eller flere (især af det offentlige sundhedssystem) ukendte fysiske årsager til deres sygdom? Næppe.

For det første læser jeg hans første kommentar “Funktionelle lidelser er eksklusionsdiagnoser, hvilket betyder at sygdomme, hvor man kan finde en fysisk årsag først udelukkes….” sådan, at jeg som patient kan være helt tryg ved, at der er ikke findes en fysisk årsag til min sygdom. Er det ikke det, der er hensigten? At berolig mig og andre patienter med, at vi ikke er fysisk syge?

For det andet falder hans kommentar i en tråd under et opslag med et link til en kritik, som repræsentanter for tre patientforeninger har rejst af den kommende kliniske vejledning fra DSAM vedr. såkaldte “Funktionelle symptomer og lidelser”. Helt centralt i udkastet til denne vejledning står, at ikke bare patienten selv men også patientens læger skader og fastholder denne i sygdom ved at fokusere på mulige fysiske årsager til sygdommen. Jacob Isøe argumenter i øvrigt selv for samme i sit svar, og der er vel igen læge med respekt for sig selv, sit fag og sine patienter, der ville have det som en helt central del af såkaldt psykoterapi for patienten og vejledning af kolleger, hvis han eller hun var åben overfor den mulighed, at en fysisk årsag fandtes?

For det tredie anfører han at “ Afvejningen ved mistanke om funktionel lidelse er hvornår, sandsynligheden taler for at der ikke er anden årsag og vægtet ift. patientens lidelse., og så bliver det rigtig grimt. Denne afvejning beror nemlig ifølge omtalte udkast til vejledning i høj grad på antallet af symptomer og karakteren af dem, og der behøver ikke at være hverken psykiske eller sociale fund eller andre psykiatriske diagnoser, der kan sandsynliggøre, at patienten skulle være somatiserende (hvis man altså tror på, at det overhovedet findes som svær og langvarig lidelse uden organiske forandringer).

For det fjerde sætter Per Fink m.fl. i øvrigt i en artikel i Ugeskrift for Læger (“Ny fælles diagnose for de funktionelle sygdomme”) fra d. 10. juni 2010 lighedstegn mellem idiopatiske og funktionelle symptomer: “Der anvendes mange forskellige betegnelser for fænomenet, f.eks.medicinsk uforklarede symptomer, psykosomatisk sygdom eller somatisering. Begreberne stammer fra forskellige forskningstraditioner, men mange har en negativ konnotation og opleves stigmatiserende af både læger og patienter [4]. Vi vil her anvende betegnelsen funktionelle eller idiopatiske symptomer og funktionel sygdom som rent deskriptive begreber.”

Samlet set må jeg altså igen konkludere, at Jacob Isøe helt på linje med psykaterne på den såkaldte Forskningsklinikken for funktionelle lidelser i al fald anfører det absolutte og grandiose synspunkt, at der ikke findes fysiske årsager til sygdom hos patienter, der har et særligt symptombillede, og som har fået negativt svar på de mest almindelige undersøgelser – og dette altså uanset omfattende international mangeårig klinisk erfaring og biomedicinsk forskning.

Behandles nogle former for cancer bedst med fx terapiformer?

Jeg anfører i mit første indlæg, at jeg ikke finder det sandsynligt, at Jacob Isøe mener, at f.eks. kræft i nogle tilfælde på baggrund af vores viden om sammenhænge mellem krop og psyke bedst behandles med psykoterapi (alene). Det kan jeg stadig ikke se, at han mener. Han skriver, at han har en bio-psyko-social opfattelse af sygdomsårsager, og jeg går da ud fra, at han mener, at “bio-delen” skal behandles.

En bøn

Så kære Jacob Isøe Klærke.
Jeg kan forstå, hvis det du kalder for “nogle gruppers indædte modstand” afstedkommer nogen irritation hos dig, men som folkevalgt politiker og kommende læge, vil jeg alligevel bede dig lytte.

Jeg vil bede dig om at anerkende, at der ligger en enorm og ofte både fysisk og menneskelig smerte, en dyb frustration og i nogle tilfælde stor frygt for flere overgreb og ikke mindst sygdom, der forværres, bag denne modstand.

Jeg vil bede dig om at anerkende, at vi som patienter bliver både vrede og fortvivlede, når vi igen og igen oplever at blive mistroet, overhørt og voldstolket, at blive mødt med lukkede døre i det offentlige sundhedssystem, at vi må banke i bordet for at blive undersøgt for helt almindelige sygdomme eller sågar bliver smidt ud af somatiske afdelinger.

Og jeg vil bede dig om som medicinstuderende at gå om bord i den omfattende internationale forskning der findes vedr. de sygdomme, der typisk vil have et symptombillede som det, der snart for os alle vil indebære den psykiatriske diagnose “funktionel lidelse”.

Jeg ved, at det kan se ud som om, at en gruppe mennesker er rasende over at få et psykisk stempel, fordi det medfører stigmatisering. Men det hjælper ikke med nysprog og spin, af den slags, som udgår fra liaisonpsykiaterne – for det er slet ikke det, det handler om. Det handler heller ikke om benægtelse af, at vi mennesker naturligvis udgør et hele. Det handler om, at vi har brug for forskning, udredning og behandling i stedet for som oftest at være henvist til at klare os selv på bedst mulig måde eller, hvis vi har råd, at søge behandling hos privatpraktiserende læger her i landet eller i udlandet.

Vi har brug for hjælp til vores sygdom – ikke for at blive yderligere talt ned til. Så sent som i dag er det kommet frem i medierne, at Indvandrermedicinsk Klinik i Odense modtager patienter, der fejlagtigt er blevet diagnosticeret med psykosomatisk sygdom. Indtil den holdning, at vi tager skade af udredning, bliver ændret, er der ikke lige adgang til sundhedsydelser. 300.000 mennesker står til at blive yderligere systematisk diskrimineret i den nærmeste fremtid, så jeg håber, at der er mulighed for, at du vil nuancere det synspunkt, at du ved bedre end den patient, der har et ofte overordentligt grundigt kendskab til sin krop.

Med venlig hilsen
Pia Bjerre

Skriv et svar

Feltermarkeret med* skal udfyldes.